Til forældre

Hvad forventes der af mit barn

Mange forældre er i tvivl om, hvad der forventes af deres børn, når de første gang deltager i rollespillet.
Derudover er det selvfølgelig dit eget ansvar at være ordentligt påklædt. Ordentligt fodtøj, varmt tøj og lignende er en god idé.

Første gang:

Første gang, nogen deltager, forventes der intet af spilleren, udover godt humør og lyst til at prøve. Vi forventer således ikke, at der er skaffet kostume, våben eller andet til karakteren. Foreningen har dog ikke udstyr liggende til rådighed, så hvis du vil deltage i kampene, skal du selv skaffe kampudstyret.
Første spilgang er desuden gratis, så det er en god mulighed for blot at møde op og se, hvad rollespil er for noget. Prisen for deltagelse er dog meget lavere end for andre hobbyer (30 kr. pr. spilgang eller 200 kr. for et år til den “dyre” kampagne).

I spillet generelt:

Spillet fremover har som sådan de samme forventninger. Det er på ingen måde et krav, at en spiller har kostume som udgangspunkt. Til gengæld sætter vores regelsystem en række krav, hvis du vil oplæres i spillet. Folk udvider desuden deres kostume af ren lyst. Det føles godt at have udvidet sit kostume, fordi det bidrager til illusionen og gør oplevelsen bedre for alle. Samtidig finder de fleste det ganske underholdende at være kreative med kostume og våben, og vi opfordrer derfor folk til selv at lave deres ting. Bestyrelsen og de ældre spillere giver altid gerne gode råd (også over mail eller forum), og vi afholder workshops, hvor du kan få hjælp til at lave ting selv.


Hvad er rollespil

Rollespil er mere end bare kamp og regler. Det har de fleste hørt mange gange, men de er stadig ganske svære at overbevise om det. Derfor har vi oprettet siden her, der vil forklare, hvad vores syn på rollespil er. Desværre har tv-serier og negativ humor sat rollespil lig “kamp for små børn på en mark”, og det mener vi naturligvis ikke er dækkende.
Mange synes, rollespil er en god idé, bare fordi det er en undskyldning for spillerne til at komme væk fra computeren og ud i naturen. Det er helt rigtigt, men i rollespil ligger også en lang række andre ting.
Afhængigt af dit barns alder, har vi flere månedlige arrangementer, han/hun kan deltage i:
Skyggekrigene, for de 12-årige og opefter.
Mini-rol, for de 14-årige og nedefter.

Rollespil varierer meget afhængigt af aldersgruppen. Den korte forklaring er, at rollespil er en hobby, hvor man improviserer en rolles handlinger i en opstillet verden. Man spiller en rolle.
Den lidt længere forklaring beskrives i det følgende:

Rollespils effekt på børn:

I rollespillet stilles spillerne over for en lang række situationer, hvor de skal handle hurtigt og troværdigt -selv under pres. Det udvikler børnene på en måde, som kun de færreste hobbyer kan. Det er derfor, rollespil i dag er så flittigt og gladeligt brugt i SFO’er og ungdomsklubber; det udvikler ganske enkelt børnene samtidig med, at de morer sig.

Rollespil til Mini-rol:

Når yngre rollespillere mødes er det oftest med en delvist anderledes tilgang til konceptet. De fleste er med på at spille en rolle, men de sætter sig ikke dybt ind i karakterens tanker. Af den grund og fordi de samtidig finder det rigtig sjovt at få brændt noget krudt af ved at slås, opstår der langt flere kampe til Mini-rol.
Det gælder dog stadig, at de til Mini-rol forsøger at opretholde en illusion. Ting i verdenen sker bare endnu hurtigere, og konflikterne er ikke så fyldt af lange diskussioner.

Rollespil som koncept:

Rollespil er meget mere, end det ser ud til på overfladen. Foruden det store arbejde, der lægges forud for spillet, foregår der under spillet langt mere, end de fleste ser. Spillerne sætter sig ind i en anden personlighed. At gøre det lyder ganske simpelt, men i realiteten er det en spændende udfordring. Det er en mulighed for at leve sig ind i en anden persons tanker, erfaringer og humør, og alt foregår i et miljø, som intet har med virkeligheden at gøre. Spillerne skal med andre ord udspille en karakter, der fremstår troværdig for de andre.
Det stiller ganske store krav til en person ikke blot at kunne improvisere en række handlinger, men også at få disse til at fremstå troværdige gennem godt skuespil. Skuespillet varierer selvfølgelig med aldersgruppen; jo ældre spillerne er, jo mere tager skuespillet over som den vigtigste del af spillet, mens de yngre spillere oftere foretrækker den spændende kamp.

Sagt med teater-termer er rollespil mest af alt en improviseret afgren af totalteater. Totalteater som begreb betyder, at skuespillet udføres med skuespillerne blandt publikum i stedet for på en scene. Til rollespil får alle en rolle, og alle spiller med, men der er ingen scene, og der er intet manuskript, så spillet improviseres. Præcis som på teateret klæder vi os ud og opbygger en illusion om, at verdenen er virkelig. I teateret holdes illusionen over for publikum, mens vi til rollespil opbygger den for hinandens skyld.

Med andre ord er rollespil et skuespil, som improviseres for at opleve en række situationer. Disse situationer varierer fra hyggelig snak og dagligdag til konflikt og skænderier.

Rollespil i praksis:

Forud for spillet er gået en masse arbejde med at beskrive verdenen, så spillerne har noget at definere deres roller ud fra. Til spillet er opsat en kulisse, og når spillet starter, lever spillerne sig ind i deres roller, som udlever deres hverdag i kulisserne. Dette inkluderer deres job, bekendskaber og konflikter, rollerne bliver udsat for.
Verdenen er anderledes udfoldet end virkeligheden, og der er derfor langt flere muligheder for hurtig handling og andet, der kan forstærke spændingen i spillet. Ting foregår derfor naturligt hurtigere i verdenen, og der opstår langt flere konflikter, fordi det er dét, de fleste spillere søger at opleve.