Mennesker

Menneskenes historie:

"Menneske" - tegnet af Susanna S. M. G. Skouboe.

“Menneske” – tegnet af Susanna S. M. G. Skouboe.

Sæt dig ved bålet. Se. Lyt. De nomader, som lige nu danser i flammernes skær, er mennesker som du og jeg. Du spurgte mig altid før, hvorfor de ikke smiler i dansen… det er du gammel nok til at vide nu. De danser vores historie for flammerne, ånderne og nattehimlen. De sørger. Tag ved lære fra dine ældste nu; jeg fortæller kun historien her én gang:

Mennskehedens ungdom: Det fortælles, at vi mennesker bidrog i Den Store Krig ved at udvikle og bygge nye våben. Meget fra den tid er ødelagt, men noget er også gemt som kulturskatte. Vid, at vi dengang var kendt for 2 meget store styrker: For det første, var vi altid flest. For det andet, har vi altid været de hurtigste til at omstille og udvikle os. Ingen kan måle sig med vores kreativitet. Verden har os at takke for den mægtige teknologi, som i dag kan findes… Men hvad var vores tak? Udryddelse… eller i hvert fald næsten.

Efter Krigen: Da krigen var slut, levede vi i resterne af en brudt verden. Forrådslagrene var tomme, markerne brændt, kvæget dræbt og minerne tomme. Frygt herskede overalt, mens selvudråbte krigsherrer prøvede at tage styringen af ruinerne. Alle var bange for at rejse, for ingen kendte livet udenfor de falmede bymure. Vi mennesker var som altid de første til at tage de spæde skridt. Vi rejste ud, fandt nye landområder, og bosatte dem. Det er altid farligt, og mange ofre kræves i ukendt natur… Men langsomt fulgte spidsørerne, grønhuderne og hybriderne efter.

De slagtede os som får: For snart 15 år siden fandt vi Natstenene. Det havde magt til at drive vores teknologi til uanede grænser. Det var et vidundermiddel. Men jo længere ind i fremmed land vi rejste for at finde det, desto større blev farerne. I de ukendte ødemarker fandt vi kødædende monstre, giftige planter og ekstreme vejrforhold. Men vi var villige til at ofre os for udviklingen… Men så kom Plagen. Det er 10 år siden nu. En mystisk sygdom, som satte sig i krop og sjæl, brød ud. Vores folk blev sindssyge, hostede blod op og faldt døde om. De andre racer frygtede at blive smittet, og valgte derfor en frygtens handling, da vi bad om deres hjælp. I løbet af en hel måned blev vi alle trukket som kødkvæg til slagtning. Hele verden vendte sig imod os i frygt for, at Plagen ville ramme dem, som det næste. Vi mistede alle nogen; en mor, en far, en datter, en bror, en ven. Ingen er foruden tab.

Sandheden blev glemt: Fornuften ramte i sidste ende de andre racer. Det skulle selvfølgelig vise sig, at plagen ikke smittede ad gængse sygdomsveje, og at ikke kun mennesker var ramt. Mange fortrød pludselig, hvad de havde gjort, men undskyldte de? Nej, de gemte sandheden. Hændelsen er slettet fra enhver historiebog, og alle benægter, at nedslagtningen har fundet sted. Jeg indrømmer det gerne: Jeg er en bitter kvinde. Jeg har mistet min tiltro til de andre racer, og nu stoler jeg kun på vores egen slags. Jo, jeg lever stadig side om side med de andre, for man kan ikke andet; men de skal ikke forvente min hjælp igen. Aldrig mere.

Vores fremtid: I dag er vi få, men vi overlever. Det gør vi altid, for vi er svære at slå ihjel. Mange af os er nomader og prøver at holde os til små flokke af mennesker. Sammen fortæller vi en historie om vores tab; for vi har alle tabt. Desværre for de andre, så glemmer vi aldrig. Nu er det DIN tur til at huske.

"Vi har alle mistet" - tegnet af Susanna S. M. G. Skouboe

“Vi har alle mistet”
– tegnet af Susanna S. M. G. Skouboe

Mørket indeni:

Alle mennesker bærer et mørke i sit sind. De kæmper med mistro til de andre racer og har en tendens til racistiske bemærkninger og handlinger. For mange, tager det endda lidt overhånd mod de, som faktisk virker uskyldige.

Navne:

Mennesker har generelt meget dansk-klingende navne, som virker lidt gammeldags. Her er nogle eksempler til inspiration:

Mand: Aron, Benjamin, Daniel, Erik, Ejnar, Filip, Godtfred, Gregers, Hans, Harald, Hektor, Jerrik, Johan, Klaus, Konrad, Leif, Lukas, Magnus, Markus, Martin, Olaf, Osvald, Peder, Ragnar, Ralf, Svend, Stefan, Thorben, Thorvald, Valdemar, Viktor.

Kvinde: Agnes, Anja, Anna, Asta, Astrid, Britta, Crista, Dagmar, Dorit, Elisabet, Elinor, Erika, Frida, Gry, Gudrun, Hanna, Helena, Ida, Isabella, Johanna, Julia, Karen, Katja, Klara, Linda, Maja, Maria, Martha, Miriam, Nora, Rebekka, Sarah, Sigrid, Siv, Teresa, Vanja, Vita.

Den gængse tilgang til de andre racer:

Hybrider: “Mutanter fanget mellem kødets tilbedelse og de mørke ånders fristelser. Hvem holder de egentlig med?”

Spidsører: “Den Store Krig tog hårdt på dem. De er blevet syge i bøtten alle sammen!”

Grønhuder: “Så I vil være konger og herske over os alle sammen? Kom videre. Jeres sandslot er væltet, og I får ikke lov til at bygge et nyt.”