Grønhuder

Grønhudernes historie:

Lad mig berette et eventyr om mystik og magi; om de svage, som voksede sig stærke. Dette er en historie om storhed, magt og dyrt købt visdom:

"Goblin" - Tegnet af Susanna S. M. G. Skouboe

“Goblin” – Tegnet af Susanna S. M. G. Skouboe

Slaveriet: Under Den Store Krig var vi slaver. De mindste af os blev brugt til madlavning og skrivning, som budbringere og skammelbærere. De største blev brugt som soldater til den forreste linje i krig, som livvagter eller til at bære tunge læs. Trods mange sukkede efter frihed, stillede vi ikke spørgsmålstegn ved vores behandling eller ydmygende stand… for når alt kom til alt stod vi stadig godt. Vi manipulerede vores ejere fra skyggerne; kunne en forsølvet tunge, et charmerende smil eller brun næse ikke lige klare sagen, jamen så havde vi lidt trylletricks til hjælp. Vi har altid haft noget særligt for magi.

Frigørelsen: I løbet af Den Store Krig, blev alting knapt. Maden og pengene slap op, mens samfundet støt og roligt smuldrede… og hvem er de første, som borgerne ikke længere vil brødføde? Deres slaver. Inden det nåede så vidt, sendte vi bud over hele landet med vores magi: “Lad os stikke af sammen!”, rungede en hvisken… Og det gjorde vi!

Den store opdagelse: Da gik det op for os, at vi ingenlunde behøvede de andre racer. Vi kunne alt, for vi havde gjort alt for dem. Vi slog os ned i en bjergkæde, byggede solide bygninger, fangede selv vores mad og oplærte vores børn. Dog måtte vi naturligvis ikke beholde freden, for i de andre racers øjne var vi desertører fra krigen… og de bankede på for at forlange os tilbage. Vi forsvarede vores selvstændighed, men skulle bruge mere magt, hvis vi skulle udholde en belejring. Det trak heldigvis ud, da vores undertrykkere havde en anden krig at se til. I årevis ledte vi efter nye kilder til magi, imens vores samfund voksede sig mægtigt langt væk fra Den Store Krig – og til sidst fandt vi, hvad vi ledte efter! En magisk kilde dybt i bjergenes gab. Vi voksede os så stærke, at de andre racer kom til os for at købe viden, magi og mad. Som før gav vi vores ydelser ud, men ikke længere som tjenere – nu som godmodige herskere.

Vores guddommelighed: Selv lang tid efter krigen varede vores magt. Landsbyer skød op for foden af vores bjerg, så folkene lettere kunne bede om hjælp. De bragte os gaver og tilbød deres tjeneste. Efter mange år blev det gængst, at de omkringliggende landsbyer tilbad os; ja, nærmest som guder – og de elskede det. For modsat dem gjorde vi ikke nogen til slaver. Vi var retfærdige, vi var dygtige, vi var almægtige… indtil alting kollapsede for snart 10 år siden.

Vores fald: Givet, vi lod os tilbede, men vi var bedre ved vores folk, og end ånderne nogensinde har været! I gammel tid tilbad alle ånderne! Og hvem fik ondt i røven over at se os være bedst? Ånderne, selvfølgelig. Og hvem er nogle drama-dronninger? Ånderne. Vi havde bygget noget, der var pænere end deres, blev forgudet højere, så de var nødt til at ødelægge det. Kællinge-“ånderne” vendte vores folk imod os og lod ild regne fra himlen. De tog ALT fra os, og mange uskyldige blev dræbt!

Vores fremtid: Vores magiske kraft er ikke, hvad den har været. Vi kan mærke, at den endnu er der, men uden vores bjerg er vi ikke længere mægtige… Vi vil rejse os igen, som en føniks-fugl fra den varme aske. Den nye ressource siges at være kraftigt magisk. Måske er det en ny kilde vi kan bruge? Det er på tide, at “ånderne” får ren besked. Det er på tide med lidt retfærdighed. Vi var de ledere, som landet fortjente! Vi var, hvad guderne aldrig var: FOLKETS herrer. Det er nu din byrde; Rigets fremtid er i DINE hænder.

"Vores hjem i flammer" - tegnet af Susanna S. M. G. Skouboe

“Vores hjem i flammer” – tegnet af Susanna S. M. G. Skouboe

Mørket indeni:

Alle grønhuder har et mørke indeni, som kæmper for at komme ud: De vil have alt, hvad de engang havde: Venner, rigdomme, magt… og lidt griskhed blandet med misundelse kan blive en grim ting. Mange har svært ved at kontrollere deres behov, som var det en forbandelse, og flere grønhuder oplever, at deres hænder stjæler ting, før de overhovedet har tænkt tanken.

Navne:

De fleste grønhuder finder på navne, som lyder mægtige og kreative i deres ører. Det er vigtigt for dem, at navnet er på mere end én stavelse, for korte navne er slavenavne! Her er et par eksempler:

Mand: Bronahr, Bøffon, Dokvahr, Errak, Eroberon, Fahrlok, Grarne, Grodnir, Hektorr, Jormund, Karrgon, Klogren, Larrik, Narhmann, Nokksnakk, Satorn, Smartimer, Snedikk, Storfyrst, Thorbjørn, Tarrkon, Tar’magt, Tryggvahr, Urkol.

Kvinde: Ashla, Dala, Dejlikka, Eika, Fager, Fenak, Grikka, Helda, Håneretta, Itta, Juvela, Jytva, Katla, Korrtuun, Kynika, Lindva, Margista, Morrka, Niskva, Populara, Sigrid, Stærkasta, Smukkerta, Tava, Vilddura.

Den gængse tilgang til de andre racer:

Mennesker: “Stakkels mennesker. Havde vi haft vores magiske magt, kunne vi have hjulpet dem fra næsten at uddø af Plagen…“.

Hybrider: “Man skal ikke skue hunden på hårene. Mange af dem var tro tilbedere og ganske fornuftige… lige indtil de fik chancen for at vende sig imod os og nød vores pinsel på mest sadistiske vis… Vi kan opdrage dem, men vi kan ikke ændre på, hvad de er“.

Spidsører: “Du stirrer på mig med intense øjne. Stop det! Jeg ved ikke hvad du ser igennem din tåge af sindssyge… og jeg vil heller ikke vide det!“.